Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 13:26-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

26. I vil så begynde at forsvare jer: ‘Jamen, vi har da spist og drukket for øjnene af dig, og du har undervist i vores midte!’

27. Men han vil svare: ‘Javist, men jeg kender jer ikke. Gå jeres vej, I onde mennesker!’

28. I vil ærgre jer noget så frygteligt og jamre højlydt, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige.

29. Der vil komme masser af mennesker fra øst og vest og nord og syd for at holde festmåltid i Guds rige.

30. Dér vil nogle, som nu er de mindste, blive de største; og nogle, som nu er de største, vil blive de mindste.”

31. I det samme kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: “Skynd dig væk herfra! Ellers slår Herodes dig ihjel!”

32. Jesus svarede: “Gå I hen og sig til den opkomling, at det ikke skal afholde mig fra at helbrede de syge og uddrive dæmoner både i dag og i morgen. På den tredje dag er jeg ved målet.

33. Jeg skal bruge i dag, i morgen og i overmorgen til turen til Jerusalem. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.

34. Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Men I ville ikke.

35. Derfor bliver jeres hus lagt øde, og det siger jeg jer: I får mig ikke at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 13