Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 12:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. I mellemtiden stimlede tusindvis af mennesker sammen omkring Jesus, så de nærmest trådte på hinanden. Jesus talte til folkeskaren, men tænkte især på disciplene: “Pas på! Hold jer fra farisæernes surdej, hykleriet.

2. Hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. Det, som nu er hemmeligt, vil blive kendt.

3. Hvad I har sagt i mørket, vil komme frem i lyset, og hvad I har hvisket bag lukkede døre, vil blive udråbt offentligt.

4. Jeg siger jer, mine venner: Vær ikke bange for dem, som nok kan slå jer ihjel rent fysisk, men ikke har magt over, hvad der sker med jer bagefter.

5. Lad mig fortælle jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, der efter at I er slået ihjel, har magt til at kaste i Helvede. Ja, ham skal I frygte.

6. Hvad koster fem spurve? Nogle få mønter måske. Men ikke én af dem er glemt hos Gud.

7. Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Så vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

8. Det siger jeg jer: Dem, der åbent og offentligt vedkender sig Menneskesønnen, vil jeg også åbent vedkende mig over for Guds engle.

9. Men dem, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for Guds engle.

10. De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan godt blive tilgivet, men de, der håner Helligånden, afskærer sig selv fra tilgivelse.

11. Når I bliver stillet for retten i synagogerne eller skal forsvare jer over for myndigheder og øvrighedspersoner, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar,

12. for Helligånden vil på sådanne tidspunkter inspirere jer til, hvad I skal sige.”

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 12