Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 11:16-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

16. Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.

17. Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: “Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie.

18. Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste.

19. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem!

20. Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

21. Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred.

22. Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.

23. De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

24. Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‘Jeg må hellere vende tilbage til det “hus”, jeg kom fra.’

25. Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand.

26. Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”

27. Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: “Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!”

28. Jesus svarede: “Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”

29. Da en masse mennesker var stimlet sammen, fortalte Jesus dem, hvad der ville ske med de vantro farisæere og deres lige: “Sådanne mennesker er onde. De forlanger at se tegn, men de får ikke andet tegn end Jonastegnet.

30. Ligesom Jonas forkyndte Guds dom over Nineves indbyggere, sådan vil Menneskesønnen en dag forkynde Guds dom over den slags mennesker.

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 11