Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 4:39-52 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

39. Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

40. Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage.

41. I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord,

42. og de sagde til kvinden: “Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.”

43. Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby,

44. for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by.

45. Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.

46. Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin. I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg.

47. Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.

48. “I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.

49. “Herre,” bønfaldt embedsmanden, “du må komme, inden min lille dreng dør!”

50. “Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, “din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik.

51. Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask.

52. Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. “I går aftes ved syvtiden forsvandt feberen pludselig!” forklarede de.

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 4