Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 2:9-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra—for det var kun tjenerne, der vidste det—kaldte han på brudgommen

10. og sagde: “Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”

11. Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.

12. Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.

13. Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden.

14. Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Der var også nogle, som sad ved små borde og vekslede penge.

15. Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde.

16. Til dem, der solgte duer, råbte han: “Pak jeres ting sammen og forsvind!” “I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.”

17. Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften, der siger: “Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”

18. De jødiske ledere protesterede: “Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 2