Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 2:12-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.

13. Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden.

14. Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Der var også nogle, som sad ved små borde og vekslede penge.

15. Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde.

16. Til dem, der solgte duer, råbte han: “Pak jeres ting sammen og forsvind!” “I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.”

17. Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften, der siger: “Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”

18. De jødiske ledere protesterede: “Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”

19. Jesus svarede: “Ja, det kan jeg godt. Hvis I ødelægger Guds bolig, så vil jeg rejse den igen inden tre dage.”

20. “Det har taget 46 år at bygge Guds bolig,” indvendte de jødiske ledere, “og så vil du rejse den igen inden tre dage!”

21. Den “Guds bolig”, Jesus hentydede til, var ikke templet, men hans eget legeme.

22. Efter at han var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanke om, at han havde sagt det. Da forstod de, hvad han mente, og de kom til tro på Skriftens ord.

23. På grund af de mirakler, Jesus gjorde i Jerusalem under påskehøjtiden, var der mange mennesker, der blev overbeviste om, at han måtte være Messias.

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 2