Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 19:19-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: “Jesus fra Nazaret—jødernes konge”, og det blev anbragt på korset.

20. Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen.

21. Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: “Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‘jødernes konge’ skal du skrive: ‘Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ”

22. “Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.

23. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, fordelte de fire af hans fem klædningsstykker imellem sig—et stykke til hver. Men Jesu kjortel var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst.

24. Da sagde de: “Det er en skam at rive den i stykker. Lad os hellere kaste lod om, hvem der skal have den.” Da soldaterne gjorde det, gik endnu et skriftord i opfyldelse: “De delte mine klæder mellem sig og trak lod om min kjortel.”

25. Imens det foregik, stod Jesu mor og hans moster i nærheden af korset. Den Maria, som var gift med Klopas, og Maria Magdalene var der også.

26. Da Jesus så sin mor stå ved siden af den discipel, som han holdt særlig meget af, sagde han til hende: “Han skal være din søn.”

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 19