29. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.
30. Jeg og Faderen, vi er ét.”
31. Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.
32. Men han sagde: “Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
33. “Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. “Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
34. “Står der ikke i Skriften: ‘Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus.
35. “Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‘guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje,
36. hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn?
37. Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig.
38. Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”
39. De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
40. Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid,
41. og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: “Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.”
42. Og mange af dem kom til tro på Jesus.