22-23. Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.
24. De jødiske ledere omringede ham og spurgte: “Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”
25. Jesus svarede: “Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.
26. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.
27. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.
28. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.
29. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.
30. Jeg og Faderen, vi er ét.”
31. Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.
32. Men han sagde: “Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
33. “Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. “Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
34. “Står der ikke i Skriften: ‘Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus.
35. “Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‘guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje,
36. hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn?