Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 1:7-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro.

8. Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset.

9. Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

10. Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham.

11. Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham.

12. Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn.

13. De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

14. Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

15. (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: “Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‘Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

16. Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,

17. for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

18. Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn, som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

19. Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var,

20. men han svarede uden omsvøb: “Jeg er ikke Messias.”

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 1