Gamle Testamente

Nye Testamente

Jakob 2:18-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. Måske vil nogen indvende: “Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: “Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den?

19. Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‘Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.

20. Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs?

21. Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret.

22. Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den.

23. Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro. Ja, han blev kaldt for ‘Guds ven’.”

24. Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem “tro” alene.

25. Selv den prostituerede Rahab er et eksempel på tro, der viste sig i handling. Reddede hun ikke livet på grund af, hvad hun gjorde? Hun nøjedes ikke med kun at “tro”, men hun handlede ved at skjule de israelitiske udsendinge og hjælpe dem med at slippe bort ad en anden vej.

26. Ligesom kroppen dør, når åndedrættet hører op, sådan dør troen, hvis den ikke giver sig udtryk i handling.

Læs fyldestgørende kapitel Jakob 2