12. Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud.
13. I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud.
14. For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.
15. Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:“Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:Lad være med at lukke af for mit ordsom dengang under oprøret.”
16. Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører.
17. Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen.
18. Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige.
19. Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.