17. I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.
18. I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.
19. Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.
20. De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.
21. Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: “Jeg ryster af angst.”
22. Nej, I står ved “Zions bjerg”, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest.
23. I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet.
24. Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.
25. Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen.
26. Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: “Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.”