Gamle Testamente

Nye Testamente

Hebræerne 10:3-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Men nu er de årlige ofre en stadig påmindelse om synd og skyld.

4. Blod fra tyre og bukke kan nemlig umuligt udslette menneskers synder.

5. Derfor sagde Kristus ved sin indtræden i denne verden:“Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,men du har givet mig et legeme.

6. Brændofre og syndofre har du ikke behag i.

7. Da sagde jeg: Se, jeg er parat!Der står skrevet om mig i bogrullen,og jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.”

8. Han sagde altså først: “Det er ikke slagtofre, afgrødeofre, brændofre og syndofre du ønsker, og du har ikke behag i dem.” Alle de ofre bliver ellers bragt efter lovbogens påbud og forskrifter.

9. Derefter sagde han: “Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver således den første ordning for at etablere en ny.

10. Det er altså efter Guds vilje, at vi nu er blevet forsonet med ham og renset for skyld, ved at Jesus Kristus ofrede sit eget legeme én gang for alle.

11. Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld.

12. Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd.

13. Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret.

14. Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.

15. Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt:

16. “Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,”

17. fortsætter han med at sige: “Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”

Læs fyldestgørende kapitel Hebræerne 10