Gamle Testamente

Nye Testamente

Hebræerne 10:21-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst,

22. så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.

23. Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet!

24. Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt.

25. Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.

26. For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden.

27. De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud.

28. De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd.

29. Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd.

30. Vi kender jo ham, der sagde: “Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: “Herren vil dømme sit folk.”

31. Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.

32. Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser.

33. Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting.

Læs fyldestgørende kapitel Hebræerne 10