Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 9:13-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. “Jamen, Herre,” udbrød Ananias, “jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem.

14. Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”

15. “Gør det nu alligevel,” sagde Herren, “for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger.

16. Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”

17. Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: “Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.”

18. Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt.

19. Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage,

20. og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn.

21. Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: “Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”

22. Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.

23. Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel.

24. Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 9