Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 3:14-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet.

15. I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne.

16. Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.

17. Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde.

18. Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser.

19. Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer,

20. og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt.

21. Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter.

22. Moses sagde: ‘Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer,

23. for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’

24. Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage.

25. I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‘Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’

26. Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 3