Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 3:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15.

2. Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for “Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten.

3. Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling.

4. De standsede og betragtede ham opmærksomt. “Se på os!” sagde Peter.

5. Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget.

6. “Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. “På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!”

7. I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke,

8. han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud.

9. Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring,

10. blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved “Den Smukke Port”.

11. Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem.

12. “Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, “og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå.

13. Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham.

14. Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 3