25. Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod.
26. Men vi kommer til at strande på en ø.”
27. Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude.
28. De loddede dybden og målte 20 favne vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne.
29. Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst.
30. Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen.
31. Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: “Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.”
32. Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
33. Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. “I har ikke spist i 14 dage,” sagde han.
34. “I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.”
35. Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise.
36. Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise.
37. Vi var 276 mennesker om bord.
38. Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
39. Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der.
40. De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden.
41. De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding.