18. Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord.
19. Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20. Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning.
21. Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: “Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‘Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt.
22. Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet.
23. I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde:
24. ‘Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’
25. Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod.
26. Men vi kommer til at strande på en ø.”
27. Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude.
28. De loddede dybden og målte 20 favne vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne.
29. Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst.