Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 27:10-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. “Mine herrer,” sagde han, “jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.”

11. Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus.

12. Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest. Dér kunne de så afvente, at det blev forår.

13. Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten.

14. Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet “Nordøstorkanen”.

15. Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs.

16. En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords.

17. Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned. På den måde drev skibet af sted for vinden.

18. Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord.

19. Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.

20. Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning.

21. Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: “Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‘Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt.

22. Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet.

23. I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde:

24. ‘Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’

25. Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod.

26. Men vi kommer til at strande på en ø.”

27. Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude.

28. De loddede dybden og målte 20 favne vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne.

29. Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 27