Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 25:11-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Hvis jeg havde gjort noget, der var dødsstraf for, ville jeg være parat til at dø. Men da deres beskyldninger ikke har noget på sig, er der ingen, der har ret til at prisgive mig til dem. Jeg appellerer min sag til den kejserlige domstol!”

12. Festus forhandlede derpå med sine rådgivere og svarede: “Godt, når du har appelleret til den kejserlige domstol, skal vi sørge for, at du bliver sendt til Rom.”

13. Nogen tid efter kom Kong Agrippa og Berenike til Cæsarea for at byde Festus velkommen.

14. Besøget varede i adskillige dage, og på et tidspunkt sagde Festus til kongen: “Der er en fange her, hvis sag Felix har overladt til mig.

15. Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og en del andre jødiske ledere for at forklare mig, hvad sagen drejede sig om, og de forlangte, at jeg skulle dømme ham.

16. Jeg gjorde dem opmærksom på, at man ifølge romersk lov ikke dømmer en mand, før hans sag har været for retten. Han skal have lov til at møde sine anklagere ansigt til ansigt, så han kan forsvare sig.

17. Da de så kom herned for at få sagen genoptaget, sørgede jeg for allerede dagen efter at få retten sat og Paulus ført frem.

18. Jeg havde ventet, at de ville anklage ham for en eller anden forbrydelse, men det gjorde de ikke.

19. Deres anklager vedrørte nogle af deres religiøse stridsspørgsmål. Og de var uenige med hensyn til en mand ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstår er i live.

20. Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med den slags religiøse stridigheder, spurgte jeg, om han så ville lade sin sag prøve hos jøderne i Jerusalem.

21. Men det fik ham til at appellere til kejseren. Derfor holder jeg ham fængslet, indtil jeg kan få ham overført til Rom.”

22. “Jeg kunne godt selv tænke mig at høre den mand,” sagde Agrippa. “Det kan du få lov til allerede i morgen,” svarede Festus.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 25