Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 24:5-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

5. Vi har erfaret, at manden her er en ballademager, som forårsager optøjer blandt jøderne overalt i verden. Han er leder for den sekt, der er kendt under navnet Nazaræerne.

6. Han prøvede endda at vanhellige templet, og derfor arresterede vi ham.

8. Når du selv har forhørt ham om alle de her ting, vil du bedre kunne forstå, hvad det er, vi anklager ham for.”

9. De jødiske ledere støttede Tertullus i alle anklagerne og påstod, at sådan forholdt det sig.

10. Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: “Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år.

11. Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet.

12. Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen.

13. De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig.

14. Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‘Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter.

15. Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning.

16. Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.

17. Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud.

18. Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer.

19. Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for.

20. Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd.

21. Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‘Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 24