4. “Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. “Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?”
5. “Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. “Der står jo skrevet: ‘Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’”
6. Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: “Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.”
7. Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne.
8. Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen.
9. Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: “Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.”
10. Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.
11. Den nat stod Herren foran ham og sagde: “Vær ved godt mod! For ligesom du har fortalt om mig her i Jerusalem, sådan skal du også fortælle om mig i Rom.”
12-13. Næste morgen rottede mere end 40 jøder sig sammen og svor på, at de hverken ville nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel.
14. Så gik de til ypperstepræsterne og lederne og sagde til dem: “Vi har svoret på, at vi intet vil spise eller drikke, før vi har fået Paulus slået ihjel.