20. Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’
21. Men Herren sagde til mig: ‘Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”
22. Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. “Han skal dø!” råbte de. “Sådan en skal ikke have lov til at leve!”
23. De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften.
24. Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende.
25. Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: “Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”
26. Officeren gik til kommandanten og sagde: “Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!”
27. Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: “Sig mig, er du romersk statsborger?” “Ja, det er jeg,” svarede han.
28. “Det er jeg også,” udbrød kommandanten, “men det har kostet mig en formue at blive det.” “Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.
29. Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker.
30. Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.