Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 22:14-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Videre sagde han: ‘Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig,

15. for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt.

16. Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’

17. Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden,

18. og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‘Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’

19. ‘Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‘de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne.

20. Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’

21. Men Herren sagde til mig: ‘Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”

22. Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. “Han skal dø!” råbte de. “Sådan en skal ikke have lov til at leve!”

23. De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften.

24. Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende.

25. Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: “Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”

26. Officeren gik til kommandanten og sagde: “Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!”

27. Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: “Sig mig, er du romersk statsborger?” “Ja, det er jeg,” svarede han.

28. “Det er jeg også,” udbrød kommandanten, “men det har kostet mig en formue at blive det.” “Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.

29. Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 22