30. Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob.
31. Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør.
32. Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus.
33. Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. “Hvem er han?” råbte han. “Hvad har han gjort?”
34. I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen.
35. Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham.
36. Mængden pressede på og råbte hele tiden: “Han skal dø! Han skal dø!”
37. Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: “Må jeg sige noget til dig?” “Taler du græsk?” udbrød kommandanten.
38. “Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?”
39. “Nej,” svarede Paulus, “jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?”
40. Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk: