Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 20:25-38 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

25. Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen.

26. Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv,

27. for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje.

28. Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed, som han købte med sit eget blod.

29. Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed.

30. Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere.

31. Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år.

32. Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.

33. Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj.

34. I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig.

35. Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‘Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”

36. Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem.

37. Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd.

38. Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 20