25. David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:‘Jeg stoler altid på Herren.Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26. Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.Der er også håb for mit legeme,
27. for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28. Du har vist mig vejen til livet,hos dig fyldes jeg med glæde.’
29. Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag.
30. Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge.
31. Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
32. Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne.
33. Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
34. David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:‘Herren sagde til min herre:Sæt dig ved min højre side,
35. imens jeg overvinder dine fjender.’
36. Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
37. Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: “Hvad skal vi dog gøre?”
38. Peter svarede: “Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave,
39. for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
40. Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
41. Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden.
42. De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider, og de var med, når man samledes til bøn.
43. I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt.