Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 17:19-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. “Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de.

20. “Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.”

21. Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.

22. Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: “Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål.

23. Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‘For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om.

24. Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer.

25. Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet.

26. Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå.

27. Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os,

28. for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‘Vi tilhører også hans slægt.’

29. Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed.

30. Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham.

31. Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”

32. Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: “Det vil vi høre mere om en anden gang.”

33. Så forlod Paulus dem,

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 17