22. Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler.
23. Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap.
24. Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.
25. Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede.
26. Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne.
27. Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.
28. Men Paulus råbte til ham: “Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!”
29. Rystende af angst råbte fangevogteren: “En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas.
30. Så førte han dem udenfor og spurgte: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?”
31. “Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. “Det gælder både dig og din husstand.”
32. Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden.
33. Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt.
34. Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.