6. Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet.
7. Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. “Venner,” sagde han. “I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro.
8. Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os.
9. Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen.
10. Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære?
11. Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”
12. Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.
13-14. Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: “Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham.
15. Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet:
16. ‘Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen.
17. Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’”
18. Jakob fortsatte: “Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med.