Gamle Testamente

Nye Testamente

Gerninger 13:8-19-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8. Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas, modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro.

9. Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde:

10. “Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer?

11. Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden.

12. Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

13. Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem.

14. Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig.

15. Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: “Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”

16. Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: “Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige!

17. Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft,

18. og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring.

19-20. Han udryddede syv folkeslag i Kanaʼan og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel.

Læs fyldestgørende kapitel Gerninger 13