25. Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed.
26. Men Peter sagde til ham: “Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”
27. Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham.
28. “I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. “Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt.
29. Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”
30. Kornelius svarede: “For nøjagtig tre dage siden lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig.
31. Han sagde: ‘Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger.
32. Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’
33. Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”
34. “Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter.
35. “Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører.
36. Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag.