Gamle Testamente

Nye Testamente

Aabenbaringen 12:7-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Der blev krig i himmelrummet. Mikael og hans engle gik til angreb på dragen. Dragen og dens onde ånder gjorde modstand,

8. men de var ikke stærke nok, så de måtte forlade himmelrummet.

9. Så blev den store Drage, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, han, som bedrager hele verden, kastet ned på jorden. Det samme skete med alle hans onde ånder.

10. Så hørte jeg en høj stemme i Himlen råbe: “Nu er vores Guds herredømme brudt igennem med kraft og frelse, og nu har hans Messias fået magten. For han, der dag og nat anklagede vores medkristne over for Gud, er blevet styrtet.

11. De sejrede over ham på grund af Lammets forsoningsdød, og fordi de ikke fornægtede deres tro på ham. De havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.

12. Derfor: Glæd jer, I som opholder jer i Himlen, men ve jer, der er på landjorden og på havet, for Djævelen er kommet ned til jer, og han er rasende. Han er nemlig klar over, at hans tid er kort.”

13. Da dragen indså, at den var kastet ned på jorden, forfulgte den kvinden, der havde født drengen.

14. Kvinden fik to mægtige ørnevinger og fløj længere ud i ørkenen til det sted, hvor hun kunne være i sikkerhed for dragen, og hvor der ville blive sørget for hende i tre et halvt år.

15. Dragen spyede en flod af vand efter kvinden for at skylle hende bort.

16. Men jorden hjalp hende, for den åbnede sin mund og slugte floden.

17. Optændt af raseri mod kvinden gjorde dragen sig parat til at angribe hendes andre børn, dem, der holder Guds bud og holder fast ved deres tro på Jesus.

18. Derefter stillede den sig op på strandbredden.

Læs fyldestgørende kapitel Aabenbaringen 12