Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Korinterne 15:5-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

5. Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt.

6. Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste.

7. Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene.

8. Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn.

9. Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed.

10. Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med.

11. Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.

12. Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå?

13. Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået.

14. Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte.

15. I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde.

16. Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået.

17. I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Korinterne 15