Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Korinterne 15:15-32 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde.

16. Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået.

17. I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder.

18. Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt,

19. og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.

20. Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå.

21. Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus.

22. Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv.

23. Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå.

24. Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen.

25. Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender.

26. Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden.

27. Der står skrevet: “Han blev sat som hersker over alle ting.” Men når der står “alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting.

28. Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.

29. Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?

30. Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag?

31. Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer.

32. Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Korinterne 15