Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Korinterne 14:7-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det?

8. Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp?

9. På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

10. Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget.

11. Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden.

12. Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre.

13. Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

14. Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra.

15. Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden.

16. Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger.

17. Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den.

18. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen,

19. men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

20. Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Korinterne 14