Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Korinterne 10:8-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8. Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde. På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden.

9. Lad os ikke sætte os op mod Herren, sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.

10. Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.

11. Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider.

12. Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen.

13. De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.

14. Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse.

15. I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger.

16. Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os.

17. Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød.

18. Tænk på det gamle Guds folk, Israel! Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret.

19. Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer?

20. Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder.

21. I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder.

22. Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?

23. “Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker.

24. Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Korinterne 10