Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Johannes 2:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Mine kære børn, jeg skriver det her for at hjælpe jer til ikke at synde. Men hvis I synder, så har vi en, der går i forbøn for os hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, som selv er syndfri.

2. Han har allerede ved at ofre sit liv skaffet os tilgivelse for alle vores synder, ja, ikke kun for vores, men for alle menneskers synder.

3. Det er ved at gøre, hvad Jesus påbyder os, at vi kan blive klar over, om vi virkelig tilhører ham.

4. Hvis vi siger, at vi kender Jesus, men ikke adlyder ham, så lyver vi. Det har intet med sand kundskab at gøre.

5. Men adlyder vi ham, har Gud nået sit mål med at vise os sin kærlighed. Lever vi på den måde, så ved vi, at vi tilhører ham.

6. Hvis vi siger, at vi tilhører Jesus, må vi også leve, ligesom han gjorde.

7. Elskede venner, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer om. Nej, budet om at vise kærlighed har I altid kendt. Det er et gammelt bud, som I har hørt før.

8. Alligevel er der noget nyt ved det. Det nye er, at Jesus med sit liv viste, hvad budet betyder, og det må vi også gøre, for det sande lys er brudt frem, og derfor må mørket vige.

9. Hvis nogen siger, at de lever i Guds lys, men samtidig hader en anden kristen, så lever de stadig i mørket.

10. De, der elsker andre kristne, lever i lyset, og intet får dem til at snuble.

11. Men, de der hader andre kristne, lever i åndeligt mørke. De famler rundt i mørke, for de er åndeligt blinde.

12. Jeg skriver til jer børn, hvis synder er tilgivet ved Jesu død.

13. Jeg skriver til jer fædre, som kender ham, der er forud for alt andet.Jeg skriver til jer unge, som har sejret over den Onde.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Johannes 2