Gamle Testamente

Nye Testamente

Zakarias 14:1-2-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1-2. Der vil komme en tid, hvor Herren vil samle nationerne til en sidste kamp mod Jerusalem. Byen vil blive indtaget, husene plyndret, kvinderne voldtaget og halvdelen af befolkningen sendt i eksil, mens den anden halvdel bliver i byen.

3. Men da vil Herren skride til handling og nedkæmpe de fjendtlige nationer, sådan som han gjorde i gamle dage.

4. Når han sætter sine fødder på Olivenbjerget øst for Jerusalem, vil det kløves midt igennem fra øst til vest. Bjergets ene halvdel vil bevæge sig mod nord og den anden halvdel mod syd, så der dannes en stor dal imellem dem.

5. Gennem den dal skal I undslippe, for den når hele vejen til Atzal. I skal flygte, som man flygtede for jordskælvet på kong Uzzija af Judas tid. Da skal Herren, vores Gud, komme, og han har sine hellige med.

6. Til den tid skal det naturlige lys forsvinde, for de mægtige lysgivere på himlen skal smelte.

7. Det bliver helt enestående, og kun Herren ved, hvornår det vil ske. Der skal ikke længere være dag og nat, for om aftenen vil det være lige så lyst som midt på dagen.

8. Til den tid skal der strømme livgivende vand ud fra Jerusalem, dels i retning af Dødehavet, dels i retning af Middelhavet, og vandet skal strømme både sommer og vinter.

9. Da skal Herren være konge over hele jorden, og alle skal erkende, at der ikke er nogen anden Gud.

10. Hele landet fra Geba i nord til Rimmon i syd skal sænkes, så det bliver en mægtig slette, men Jerusalem skal ligge hævet derover og dække arealet fra Benjamins Port over til den gamle port og videre til Hjørneporten og Hananeltårnet og til de kongelige vinperser.

11. Da kan de bo trygt i byen, for den vil aldrig igen opleve Guds straf og blive ødelagt.

12. Herren vil sende en plage over de folk, som drog i krig mod Jerusalem. De bliver som omvandrende lig. Deres krop begynder at rådne, mens de endnu er i live, øjnene rådner i øjenhulerne, og tungen rådner i munden på dem.

Læs fyldestgørende kapitel Zakarias 14