5. Så sagde Boaz: “Hvis du køber jorden fra Noʼomi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.”
6. “Det kan jeg ikke gøre!” svarede manden. “Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!”
7. På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort.
8. Da manden sagde: “Køb du hellere det hele!” trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.
9. Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: “I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner.
10. Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.”
11. De ti ledere, der sad i byporten, svarede: “Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem,
12. og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.”
13. Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.
14. Da sagde byens kvinder til Noʼomi: “Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel.
15. Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”
16. Så tog Noʼomi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn.