12. Må Herren, Israels Gud, under hvis vinger du har søgt ly, belønne dig for det.”
13. “Tak for Deres godhed, herre,” udbrød Ruth. “De har talt venligt til mig og opmuntret mig, selv om jeg ikke har krav på noget fra Deres side.”
14. Da frokostpausen kom, kaldte Boaz på Ruth: “Kom herhen og spis sammen med os. Du kan dyppe brødet i vinen, hvis du vil!” Så satte hun sig sammen med høstfolkene og spiste. Boaz rakte hende noget ristet korn, så hun fik alt det, hun kunne spise og havde mad til overs.
15. Da hun var gået tilbage til arbejdet, sagde Boaz til sine unge mænd: “I må ikke hindre hende i at samle aks mellem negene.
16. Tværtimod, når I skærer en håndfuld korn af med seglen, skal I lade nogle af stråene falde til jorden, så hun kan samle aks fra dem. Og lad være at genere hende!”
17. Så samlede Ruth aks resten af dagen. Da hun om aftenen slog kernerne fra aksene, var der en hel sæk byg.
18. Hun bar kornet ind til byen og gav det til sin svigermor, som også fik det, hun havde levnet af sin frokost.
19. “Det var dog utroligt!” udbrød Noʼomi. “Hvor har du samlet alt det korn? Hvor har du været i dag? Må Herren velsigne den mand, som viste dig en sådan venlighed!” Derefter fortalte Ruth sin svigermor, hvordan det var gået. “Den mand, som ejer marken, hvor jeg samlede aks i dag, hedder Boaz,” sagde hun.
20. “Gud velsigne ham!” udbrød Noʼomi begejstret. “Herren har virkelig bevist sin trofasthed både imod os og din afdøde mand! Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han vil helt sikkert hjælpe os.”
21. “Han opfordrede mig faktisk til at komme tilbage og holde mig til hans høstfolk, indtil hele marken er høstet!” tilføjede Ruth.
22. “Vidunderligt!” jublede Noʼomi. “Gør endelig, som han har sagt! Hold dig hele tiden til hans høstpiger! Man ved aldrig, hvad du kunne komme ud for, hvis du gik andre steder hen.”
23. Så holdt Ruth sig til Boazʼ høstfolk resten af byghøsten—og hele hvedehøsten med.