1-2. Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, Noʼomi, og deres to sønner, Malon og Kiljon.
3. Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så Noʼomi sad alene tilbage med sine to sønner.
4-5. De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og Noʼomi var nu helt alene—uden mand og børn.
6-7. På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.
8. Da de havde gået et stykke tid, sagde Noʼomi til sine svigerdøtre: “Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig,
9. og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.
10. “Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.
11. “Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede Noʼomi. “Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med.
12. Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme,