14. Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade Noʼomi.
15. “Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde Noʼomi. “Du må hellere følge med.”
16. Men Ruth svarede: “Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.
17. Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”
18. Da Noʼomi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende.
19. De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.“Jamen, er det ikke Noʼomi?” udbrød byens kvinder.
20. Men Noʼomi sagde: “Kald mig ikke længere Noʼomi—kald mig hellere Mara! Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert.
21. Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke Noʼomi, for Herren har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”
22. Således vendte Noʼomi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.