Gamle Testamente

Nye Testamente

Prædikeren 9:11-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Der er en anden ting, jeg har lagt mærke til: Det er ikke altid den hurtigste, der i sidste ende vinder løbet, og det er ikke altid den stærkeste, der går sejrende ud af kampen. Den vise er ikke altid mæt, den dygtige ikke nødvendigvis rig, og den bedste ikke sikker på forfremmelse. Livet er et spil af tilfældigheder, et spørgsmål om rette tid og sted.

12. Ingen ved, hvornår modgang sætter ind. Som fisken fanges i nettet og fuglen i fælden, er det menneskets lod at rammes af uventede ulykker.

13. Her er et andet eksempel på visdom, som gjorde et stort indtryk på mig:

14. Der var en lille by med ganske få indbyggere. En mægtig konge gik imod byen med sin hær, belejrede den og byggede angrebsramper omkring den.

15. I byen boede der en fattig mand, som ingen regnede for noget. Men han var klog, og takket være hans visdom blev byen reddet.

16. Da indså jeg, at visdom er vigtigere end magt, men hvis den vise samtidig er fattig, ser man gerne ned på ham, og hans råd bliver sjældent værdsat.

17. Et stille ord fra en vismand er mere værd end en tåbelig herskers raseri.

18. Visdom har større indflydelse end våbenmagt, men en enkelt synder kan ødelægge meget godt.

Læs fyldestgørende kapitel Prædikeren 9