Gamle Testamente

Nye Testamente

Prædikeren 10:1-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord.

2. Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed.

3. Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.

4. Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.

5. En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår:

6. De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner.

7. Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.

8. Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder en gammel mur, skal passe på ikke at blive bidt af en slange i buskadset.

9. Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, skal passe på ikke at blive knust under et af dem.

10. Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes.

11. Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.

12. En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer.

13. Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder.

14. Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer?

15. En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.

16. Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden.

Læs fyldestgørende kapitel Prædikeren 10