32. Endelig arbejdede guldsmedene og købmændene på det sidste stykke hen til Fåreporten.
33. Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne,
34. mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. “Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. “Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”
35. Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: “Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”
36. Da bad jeg: “Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land.
37. Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”
38. Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt.