16. Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.
17. Men nu sagde jeg: “I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”
18. Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. “Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.
19. Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: “Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”
20. “Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. “Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”