Gamle Testamente

Nye Testamente

Nehemias 13:19-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Fra da af forlangte jeg, at byportene skulle holdes lukket for de handlende lige fra sabbattens begyndelse fredag aften ved mørkets frembrud, og indtil den var forbi næste dag ved solnedgang. Og jeg satte folk til at holde vagt ved portene, så ingen kunne slippe ind med varer på sabbatten.

20. Da nogle handlende derefter slog sig ned uden for bymuren for at sælge deres varer der,

21. advarede jeg dem: “Næste gang jeg finder jer udenfor muren, bliver I arresteret!” Siden den tid holdt de sig borte på sabbatsdagen.

22. Derefter gav jeg levitterne ordre til at gennemgå renselsesritualet og sørge for at bevogte portene, så sabbatten fremover kunne holdes hellig.Min Gud, glem ikke hvad jeg har gjort for dig. Se i nåde til mig på grund af din trofaste kærlighed.

23. Omkring den tid lagde jeg mærke til, at i de familier, hvor mændene havde giftet sig med kvinder fra Ashdod, Ammon eller Moab,

24. talte mindst halvdelen af børnene deres mors sprog, og de kunne ikke tale judæernes sprog.

25. Da skældte jeg mændene ud og forbandede dem. Nogle af dem slog jeg, eller jeg trak dem i håret, og jeg mindede dem om Guds befaling: “I må ikke give jeres døtre til mænd fra fremmede folkeslag, og hverken I eller jeres sønner må tage fremmede kvinder til ægte!

26. Var det ikke netop den synd, der fældede kong Salomon? Der var ingen konge som han! Gud elskede ham og gjorde ham til konge over hele Israel, men selv han blev forført til afgudsdyrkelse ved at gifte sig med fremmede kvinder!

27. Skal vi virkelig høre om jer, at I gifter jer med fremmede kvinder og på den måde er troløse overfor vores Gud?”

28. Jojada var søn af ypperstepræsten Eljashib, og en af Jojadas sønner havde giftet sig med en datter af Sanballat fra Bet-Horon. Derfor afsatte jeg ham som præst.

29. Min Gud, drag dem til ansvar for, at de med deres handlinger har vanhelliget præsteembedet og brudt den pagt, som præsterne og levitterne på en særlig måde burde overholde.

30. Således rensede jeg ud blandt folket, og jeg opstillede regler for præsternes og levitternes pligter og opgaver.

31. Jeg sørgede også for, at der blev bragt alterbrænde til rette tid, og at folket gav de foreskrevne høstofre af markens første afgrøder.Min Gud, glem ikke det gode, jeg har gjort.

Læs fyldestgørende kapitel Nehemias 13